Hun ledte efter en intercom. Hun trykkede på den.
Stilhed. Så trinene. Langsomt, sikkert.
Døren åbnede sig. Millie var lige ved at tabe sin stok.
— Ethan.
Han var der. Foran hende. Gammel, med gråt hår, men det var ham. De samme øjne, de samme træk, som hun havde set så mange gange i drømme eller mareridt.
Han stod som lammet, som om han var blevet ramt af et spøgelse...
– Mama ?...
Hans stemme knækkede ved lyden af et glemt ord.
"Hvad... Hvad laver du her? Hun stammede.
Han åbnede døren endnu mere.
"Kom ind, tak." Vi er nødt til at tale sammen.
Hun tøvede. En storm af minder steg op i hendes bryst. Men hun gik ind. Langsomt. Gulvene har ændret sig. Stuen også. Men der hang et gammelt foto på væggen: hende selv, der holdt lille Ethan i sine arme. Hun stoppede, som om hun var indgraveret...
