Aftenvinden blæste blidt gennem Schwarzwald og bar duften af fugtig jord og vilde roser med sig.
Sollyset sank langsomt ned mellem træerne, og himlen blev oplyst af rødt og guld.
Elisabeth gik ad den lille sti, hun havde kendt siden barndommen.
I hånden holdt hun en gammel bog, en gave fra sin mor, men hendes tanker var langt væk, et sted mellem nostalgi og drøm.

Hun elskede skovens stilhed.
Det var først da, hun følte sig fri.
Men den nat var der noget anderledes.
Et knæk – fodtrin bag hende.
Hun stoppede, vendte sig langsomt om.

En mand kom ud af træernes skygge.
Han var høj, iført en gammel uniform, hans ansigt dækket af rejsens støv.
Hendes øjne, mørke og dybe, så på hende, som om de havde ledt efter hende i lang tid.

"Tilgiv mig, frøken," sagde han med en stemme, der både var træt og varm.
"Jeg mente ikke at skræmme dig."

"Er du soldat?" spurgte hun blidt.

Han nikkede. "Mit navn er Johann. Jeg kommer fra Hessen. Jeg rejser sydpå, men denne skov forførte mig og pressede mig til at blive.