"Pas på dig selv," svarede jeg. "Overanstreng dig ikke."
Det var den samme rutine, vi havde fulgt i femten år.
Rejser. Møder. Projekter, der aldrig ender.
Jeg havde fået for vane at sige farvel over telefonen i stedet for ansigt til ansigt.
Dette opkald ændrede ikke noget.
Midt på eftermiddagen modtog jeg en besked fra min veninde Clara. Hans datter var blevet indlagt på hospitalet med en lungeinfektion. Lægerne sagde, at det ikke var alvorligt, men at hun skulle forblive under observation.
Clara og jeg havde været venner siden gymnasiet – et venskab, der holder tidens, afstandens og livets prøve. Jeg kunne ikke ignorere det.
Jeg plukkede blomster og tog på hospitalet.
Det var en af de private klinikker, hvor der var en stærk lugt af desinfektionsmiddel og en tung stilhed.
Elevatoren virkede uudholdeligt langsom.
Jeg husker den metalliske lyd af døre, der åbnede, den lange, hvide, næsten tomme korridor. Alt virkede normalt.
Indtil jeg hørte en stemme.
En stemme, jeg kendte bedre end min egen.
Jeg stoppede brat op.
Ikke af eget valg, men fordi min krop reagerede før mit sind.
Det var Julian.
Først troede jeg, det ikke var muligt.
"Han er på et fly," hviskede jeg indvendigt.
Men så hørte jeg det igen — denne gang tydeligere.
Jeg stod foran en halvt åben dør, der førte til et lille venteværelse.
