Der var ingen dramatisk diskussion. Ingen smækkede døre. Ingen løfter kastet som knive.
Bare en lang stilhed, et forskrækket blik og fem ord, som jeg stadig husker tydeligt:
"Det kan jeg ikke."
Og så forsvandt han.
Forsvundet fra min fremtid. Væk fra det billede, jeg stille havde malet i mit hoved—dimission, en lejlighed, en tremmeseng i hjørnet af et lille soveværelse. Jeg sagde til alle, at jeg nok skulle klare mig. Jeg sagde, jeg ikke havde brug for ham.
Men om natten, når huset var stille, og min hånd hvilede på min mave, følte jeg mig som et barn, der lader som om det er modigt, mens jeg bærer noget meget større, end jeg forstod.
Jeg var rædselsslagen hele tiden.
Rædselsslagen ved tanken om at føde. Rædselsslagen for at fejle. Rædselsslagen for at elske noget så skrøbeligt.
Min søn kom alt for tidligt. Veerne smeltede sammen til hvidt lys og skarpe stemmer. Jeg husker, at jeg greb fat i gelænderet på hospitalet og ringede til min mor. Jeg husker loftet over mig, goldt og ubarmhjertigt.
Jeg husker, at jeg hørte ord, jeg ikke helt forstod.
fortsættes på næste side
