Da jeg voksede op, føltes min far som en låst dør, jeg aldrig rigtig kunne åbne.

Han var ikke grusom. Det var ikke larmende. Han var blot fjern—afmålt i sine ord, opmærksom på sine følelser, umulig at læse. Jeg har brugt år på at jagte krummer af anerkendelse: et nik efter en god karakter, et sjældent "Det er ikke noget stort problem" efter en skolekoncert. Jeg ville have givet alt for at have varme.

Men varmen kom aldrig.

Da min mor døde, forventede jeg, at noget i ham ville gå i stykker. Jeg troede, sorgen til sidst ville bryde igennem overfladen og vise mig manden nedenunder.

I stedet stod han ved begravelsen på siden af stuen, hænderne foldede, kæben spændt. Han græd næsten ikke. Han sagde næsten ingenting.

Jeg kiggede på ham og mærkede vreden stige i brystet. Det var, som om han ikke bare havde mistet sin kone. Det virkede, som om han ikke havde mistet noget.

Et par dage senere, mens jeg sorterede min mors ting, fandt jeg en kuvert gemt dybt i hendes taske. Der stod mit navn skrevet på forsiden, med sin uforlignelige håndskrift.

fortsættes på næste side