At lede efter trompetlarvereder i jorden har aldrig været en simpel barndomsfrist.
Det var ikke kedsomhed eller mangel på kreativitet; det var et spørgsmål om overlevelse blandet med nysgerrighed, med håb skjult under vores beskidte negle og med et eventyr, som kun børn opvokset i fattigdom virkelig kunne forstå. Mens andre sad klistret til deres lyse skærme, smuttede vi væk ud i markerne og haverne og ledte efter små vidundere med skrabede knæ og udstrakte hænder.
Hver lille opdagelse var som en skjult skat, kun for os.
Vi vidste det ikke dengang, men hver rede, vi opdagede, formede lydløst de mennesker, vi ville blive. Uden dyrt legetøj eller konstante distraktioner gjorde vi hele verden til vores legeplads. Vi voksede op i en verden, hvor nye ting forblev bag butiksfacader, hvor computerspil tilhørte andre, og hvor fantasi var vores mest dyrebare besiddelse.
fortsættes på næste side
