Hun var tre år gammel, da jeg mødte hende – krøllet hår, et vagtsomt blik og en udstoppet giraf, der holdt sig fast som en rustning. Da hun var fire, begyndte hun at kalde mig "Far", som om det altid havde været mit navn. Nu er hun tretten. Hendes biologiske far dukker op og forsvinder som dårligt vejr. I går aftes var hun sammen med ham, da min telefon lyste op:
"Kan du komme og hente mig?"
Jeg kørte ind. Hun var allerede udenfor med sin rygsæk over skulderen. Hun satte sig ind, spændte sikkerhedsselen og spurgte med lav stemme:
"Må jeg kalde dig far igen? Helt seriøst denne gang?"
Jeg lo. Jeg græd. Jeg klemte hendes hånd. Og jeg fortsatte med at køre.
Da jeg mødte Zahra, gik hendes datter, Amira, stadig i ble. Hendes biologiske far, Jamal, var allerede ved at falme – en gave fra en weekend, måneder senere. Jeg dukkede ikke op for at erstatte nogen. Jeg blev bare. Første tand. Første maveinfluenza. Første tårer i skolen. Små sejre og lange nætter.
En eftermiddag, mens hun stod i køkkenet, råbte hun:
