Ethan knælede ved hendes fødder.
"Undskyld. Hvis du bare vidste, hvor ked af det jeg er.
Der var stilhed. Lang. Fuld af fortrydelse og sandhed, som endelig blev afsløret.
"Bor du her?" spurgte hun endelig.
"Ja. I to år. Alene.
"Og du beholdt det billede...
Han nikkede.
"Det er alt, jeg har tilbage af dig."
Hun lukkede øjnene. En tåre løb ned ad hendes kind...
"Og nu?" Tror du, vi kan fikse det hele?
Han kiggede på hende.
"Jeg ved det ikke. Men jeg vil prøve. Hvis du lader mig.
Hun kiggede op. Herregården var ikke længere en fornærmelse. Det var en gestus. Et klodset forsøg på generobring.
"Det kommer til at tage noget tid," mumlede hun.
"Det gør jeg. Og det gør du også.
Hun smilede svagt.
"Så vis mig huset." Mit hus. Vores hjem.
Han rakte hånden frem. Hun fangede hende. Og sammen gik de gennem fortidens korridorer i håb om at finde noget lys der.
