Vi forestiller os ofte, at sorgen kommer som en brutal bølge, i stand til at feje alt væk på sin vej. Men nogle gange glider den blidt ind i hverdagen, næsten med dæmpede skridt, indtil man indser, at den er overalt. Det var præcis, hvad der skete efter min far døde. Intet spektakulært, intet teateragtigt... bare en sløv, vedvarende tilstedeværelse, der lagde sig til ro uden varsel.
En arv, der virkede ubalanceret
På dagen for testamentets oplæsning foregik alt med næsten kold effektivitet. Sætningerne var klare, tallene præcise. Min halvsøster arvede familiehjemmet, opsparingen, alt det, man instinktivt forbinder med et liv med arbejde og ansvar. Da advokaten vendte sig mod mig, mærkede jeg en tøven, lille men meget reel.
Min arv kunne være i en krukke.
En kaktus. Den, der altid havde stået ved min fars vindue, let hældende mod lyset, lidt skæv, men utroligt stædig. Min halvsøster smilede underholdt. Hun havde børn, projekter, et fuldt liv. Som 42-årig, selvstændig og selvstændig, kunne jeg sagtens tage hjem med en plante.
Jeg svarede ikke på noget. Jeg tog bare kaktussen og gik hjem, holdt den tæt ind til mig, som om det var noget skrøbeligt, næsten dyrebart.
En stille, men velkendt tilstedeværelse
Den aften satte jeg den midt på mit køkkenbord. Det gule lys gav det et mat, næsten banalt udseende. Jeg sad længe og så på ham, uden rigtig at vide hvorfor. Og så strejfede en tanke mig: det var måske det eneste, min far havde klamret sig til uden nogensinde at fejle.
Han ændrede ikke sine vaner ofte. Ikke særlig demonstrativ, udtrykte han sine følelser gennem enkle, gentagne gestusser. Han troede mere på handlinger end på store taler. Kaktusen lignede ham til sidst meget.
