"Du må forstå, Mira," sagde han blidt. "Det handler ikke om penge. Det handler om evigheden. Hun hjalp mig. Og nu er det din tur."
I det øjeblik rystede og hylede burene. Væsenerne begyndte at banke mod tremmerne, en lyd der fyldte luften og fik mit hår til at rejse sig. Jeg skreg, mit skrig smeltede sammen med deres hyl. Men den højeste lyd var mit hjertes banken.
... Jeg skreg, mit skrig smeltede sammen med deres hyl. Men den højeste lyd var mit hjertes banken.
Og pludselig kollapsede et af burene. Tremmerne, snoet af kløer, gav efter. Væsenet, halvt ulv, halvt menneske, trådte frem. Dets blik faldt på mig, derefter på Roman.
Alt skete på et øjeblik. Et slag, et skrig, en kniv der faldt på gulvet. Roman forsvandt med en dump knurren ind i det knusende mørke, revet i stykker af tænder. Hans stemme brød som en afskåret snor.
Jeg stod der, ude af stand til at bevæge mig, og hørte kun lyden af kød der blev revet i stykker, de gurglende lyde forsvandt i stilhed. Væsenet løftede hovedet og så på mig. Dets øjne ... det ene blå, det andet ravfarvede. De samme som min bedstemor havde i det gamle portræt.
"Løb, barn," hørte jeg i mit hoved.
Jeg løb ud af kælderen og glemte, at jeg havde smækket døren i bag mig. Huset var bag mig, og en følelse af frygt blandet med forståelse rumlede i mit bryst. Naboen vidste det. Bedstemor vidste det. Nu vidste jeg det også.
Og da jeg kiggede tilbage, var der intet lys tilbage i den lille kælder. Kun to øjne glimtede i mørket og gik så ud.
