Hun udstødte et overdrevet hånligt smil. "Åh, lad nu være med at lade som om, du er offeret."
"Samme aften fortalte du alle, at jeg var for travl til at komme?" svarede jeg med rolig stemme. For år tilbage lærte jeg, at det kun opmuntrede hende at vise min vrede mod Diana, fordi hun tog enhver følelsesmæssig reaktion som en sejr.
Hans latter rungede i linjen. "Alle ved, du er jaloux på Madeline og hendes succes," siger hun selvtilfredst. "Du sætter aldrig dine ben i det strandhus igen. Det sørgede jeg for. »
Jaloux havde altid været hans yndlingsanklage. Hun dukkede op, så snart hun giftede sig med min far og trådte ind i vores liv, og hun brugte hende, når hun ville forvride sandheden for at lade som om, hun var uskyldig.
I glassets refleksion syntes billedet af strandhuset at være lagt oven på byens silhuet. Den brede veranda. Det blege rækværk, poleret af utallige hænder. Atlanterhavets enorme omfang, der glimtede bag klitterne.
Min mors latter flød gennem mine minder som en blid, varm brise.
"Se den bølge, Rebecca. Jeg sværger, at hun er højere, end du var som femårig. »
Jeg blinkede og vendte tilbage til nutiden.
"Du har ikke ret til at nægte mig adgang til dette hus," sagde jeg blidt.
"Åh ja!" svarede Diana straks. "Din far gav mig den sidste måned. Den tilhører mig nu, og jeg vil ikke have, at du kommer i nærheden af den. »
Et svagt smil gled over mundvigen.
"Tak fordi du fortalte mig om låse," sagde jeg.
Der var en stilhed. "Hvad betyder det?"
Men jeg havde allerede lagt på.
Stilheden, der fulgte, var uventet rolig. Byen summede udenfor mit vindue, men inde i lejligheden syntes alt at stå stille, mens jeg gik ned ad gangen til mit lille kontor.
Jeg knælede ved et gammelt metalarkivskab og åbnede den nederste skuffe. Indeni lå en tyk kraftpapirkuvert, forseglet for år tilbage med gulnet tape. Min mors pæne håndskrift strakte sig over hele omslaget.
REBECCA. STRANDHUSDOKUMENTER. VIGTIGT.
Ordet "betydningsfuld" blev understreget tre gange.
Jeg tog kuverten tilbage til mit skrivebord og åbnede den langsomt. Inde i huset lå pænt arrangerede dokumenter, herunder det trustdokument, min mor havde oprettet kort før sin død, og det officielle skøde til strandhuset i Cape Ann, Massachusetts.
Mit bryst snørede sig sammen, mens jeg fulgte hans signatur med fingeren.
