Næste morgen var mit tøj stift af snavs, og mine sko faldt fra hinanden.

Folk havde allerede besluttet min værdi.

Nogle ignorerede mig.

Nogle grinede.

Nogle tilbød fornærmelser i stedet for mønter.

Da natten faldt på, brændte sulten mig så meget, at jeg næsten ikke kunne stå.

Det var der, jeg så drengen.

Barnet, der delte sin sidste sandwich

Han kunne ikke have været mere end elleve år gammel.

For pokker. Stille. Vågen som et herreløst dyr.

Han sad på hug bag en gyde med restauranter og holdt en halv sandwich pakket ind i en serviet.

Han holdt øje med mig i lang tid.

Så gik han hen og lagde den i mine hænder.

"Her," sagde han blidt. "Du har mere brug for det end jeg har."

Jeg stirrede på ham, vantro.

"Hvorfor hjælper du mig?"

Han trak på skuldrene.

svarede Caleb enkelt.

"Fordi ingen hjalp min mor, da hun havde brug for det."

Mine hænder rystede, da jeg tog imod sandwichen.

Men før jeg kunne sige mere, fangede noget på den anden side af gaden mit blik.

En luksuriøs sort SUV var netop parkeret.

To mænd i mørke jakkesæt kom ud.

De så mig lige i øjnene.

En af dem pegede fingre.

"Det er hende."

Drengen, der sagde, jeg skulle løbe

Før jeg kunne reagere, greb Caleb fat i mit håndled.

"Løb," hviskede han.

Jeg stillede ingen spørgsmål.

Vi passerede containerne i restauranten lige som mændene krydsede gaden.

Mine ben vaklede, mit hoved snurrede stadig, men frygten drev mig fremad.

Vi løb ned ad smalle gyder, der lugtede af fedt og regnvand, og krydsede derefter en tom grund fyldt med knust glas.

Endelig stoppede Caleb foran et forladt vaskeri med tilspærrede vinduer.

Vi sneg os ind gennem bagdøren.

Vi trak begge vejret tungt.

"Hvem er de?" spurgte jeg.

Caleb kiggede frem gennem en revne i træet.

"Jeg har set denne bil før," siger han med lav stemme. "De spurgte til en gammel dame i beskidt tøj."

Jeg rynkede panden.

"De tilbød penge."

"For at hjælpe mig?"

Han rystede langsomt på hovedet.

"Mænd som dem får ikke løn for at hjælpe folk."

Det første spor til min identitet

Den aften tog Caleb mig med ned i kælderen i en gammel kirke, hvor frivillige nogle gange efterlod tæpper og flasker med vand til hjemløse.

Han gav mig det reneste tæppe.

Og han lod som om, han ikke lagde mærke til, da jeg begyndte at græde.

Næste morgen blev min hovedpine værre.

Minder fløj gennem mit sind som knuste billeder.

Hvide roser.

Et portræt indrammet i sølv.

En fontæne i en cirkulær indgang.

Og stemmen fra en mand, der sagde:

"Eleanor, lad være med at sidde fast."

Dette navn ramte mig som et lyn.

"Eleanor," hviskede jeg.

Caleb kiggede op.

"Er det dit navn?"

"Det tror jeg."