En kvindes historie

Så ventede jeg.

Næste morgen sad jeg på min veranda med en kop te i hånden. Sabrina gik ud, telefonen ved øret, hælene klikkede. Hun gik hen til "sin genvej"...

Og så: den pludselige opbremsning.

Hun prøvede at vende sig lidt om, men pindene var der stadig. Så så hun rosenbuskene, og til sidst tallerkenen. Hun kiggede op... Og han så mig, siddende ubevægelig, stirrende på hende med et lille smil på læben.

Hun sagde ingenting. Hun vendte sig om. Og for første gang gik hun en tur, ligesom alle andre.

Siden den dag? Flere sange, mere støj. Bare fred og ro.

Moralen i historien?

Det er ikke altid nødvendigt at hæve stemmen for at blive respekteret. Nogle gange er lidt kreativitet... Og et par velplacerede torne vil gøre tricket.